Kritik af skole i sag om sex-chat

I sidste uge blev en lærervikar fra Nyborg sigtet for sex-chat med en 12-årig pige. Nu retter moderen kritik mod skoleledelsen, som hverken har informeret skolens børn eller deres forældre om sagen.

Chatten mellem en 12-årig pige og en voksen mand førte sidste uge til en sigtelse for blufærdighedskrænkelse.

Den sigtede var for halvandet år siden lærervikar en skole i Nyborg, men det er der ikke mange forældre på skolen der ved.

- Jeg har talt med en mor til en pige på skolen, og de siger, de har intet hørt, hverken børnene eller forældrene, det synes jeg er så forkert. Jeg ville selv blive rasende, hvis jeg ikke blev informeret om, at det havde foregået, fortæller den 12-åriges pige mor til TV2/FYN.

Kontakten opstod gennem en tidligere elev til vikaren, og moren bekymrer sig nu om andre elever, der kunne have haft kontakt til manden.

- Jeg er meget spændt på, om der ikke er mange andre piger og drenge, ude i Nyborg Kommune, der har skrevet med ham, og måske sendt billeder til ham, som var hans mål, siger moderen.

Ekspert opfordrer til åbenhed

En ekspert på området opfordrer til information, når et barn udsættes for seksuelle krænkelser. Omverdenen har brug for information selvom emnet er meget tabubelagt.

- Der er måske også flere børn involveret, og det er vigtigt for dem at få den information, siger pædofili-konsulent Jan Darfelt fra DIF.

Jan Darfelt mener, at det er foreninger og skolers ansvar at oplyse forældrene i disse sager, så de ved, hvordan de skal forholde sig.

Moren til den 12-årige pige står netop frem her på TV2/FYN for at andre forældre skal have mulighed for at finde ud af, om også deres børn er blevet krænket.

- På den sigtedes facebook-profil har han 23 venner tilfælles med min datter fra den på gældende skole, fortæller moderen til TV2/FYN.

Skolens leder har ikke ønsket at kommentere kritikken.

Oversigt

    Oversigt