I det fynske folks tjeneste

Kritik fra læger: Kommuner sparer på førtidspension til syge

Lægernes faglige vurderinger bliver tilsidesat af kommunerne for at spare førtidspension til syge og uarbejdsdygtige mennesker. Sådan lyder kritikken fra Lægeforeningen

00:23

Formand for Lægeforeningens Attestudvalg, Tue Flindt Müller, kritiserer kommunerne for at spare på førtidspensionen. Video: Jonas Mattsson

Formand for Lægeforeningens Attestudvalg, Tue Flindt Müller, kritiserer kommunerne for at spare på førtidspensionen. Foto: Jonas Mattsson

1 af 2

Når kommunerne fastholder syge borgere i lange ressourceforløb, er det ikke for borgernes egen skyld. Det er derimod for at undgå at tildele førtidspension.

Sådan lyder kritikken fra Lægeforeningen, efter TV 2/FYN har fortalt om 56-årige Lone Nielsen fra Middelfart.

Hun tvinges, på trods af en række udtalelser og erklæringer fra læger, i praktik og jobprøvning. 

Læs også Lone har kroniske smerter: Nu skal hun i praktik

Hun lider af den sjældne sygdom dystoni, der får hals- og nakkemusklerne til at trække sig ufrivilligt sammen og dermed får hovedet til at vride eller dreje i muskelkramper. Alligevel har Middelfart Kommune i fem år fastholdt, at Lone Nielsen er i stand til at arbejde to timer ugen.

- Det giver ikke mening. Det gør det altså ikke, siger formand for Attestudvalget i Lægeforeningen, Tue Flindt Müller.

Frustration blandt læger

Ifølge Lægeforeningen er Lone Nielsens historie langt fra enestående. De er derfor frustrerede over, at kommunerne landet over ikke lytter til lægerne, når de anbefaler, at syge borgere bør komme på førtidspension.

- Selvom vi skriver fyldige attester, hvor vi beskriver, hvordan patinterne har det, bliver de gang på gang sendt ud i nye aktiveringer, fortæller Tue Flindt Müller.

I Lone Nielsens attest lyder det, at: 

"Jeg har svært ved at se, hvordan hun skal kunne varetage et almindeligt job, hvorfor videre vurdering og afprøvning for mig får præg af et forsøg på at fastholde Lone på så lav offentlig ydelse som muligt".

I en anden attest om en borger fra Middelfart Kommune advarer lægen endda om, at arbejdsprøvning vil kunne føre til selvmord. 

Læs også Kritik af kommune: Umenneskelig behandling af selvmordstruet

"Yderligere tid i et ressourceforløb vil betyde en meget stor belastning og vurderes at medføre en stor risiko for suicidium".

- Vi føler, at det arbejde, vi laver, ikke er til nogen nytte, og at vores attester ikke flytter noget, siger formanden for attestudvalget.

Ingen kommentarer

Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at kommentere på Lægeforeningens kritik. Det vil til gengæld formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune, Morten Weiss-Pedersen (K).

- Jeg må sige, at de historier, I har bragt, er af en sådan karakter, at jeg virkelig føler, vi har et behov for et møde med de privatpraktiserende læger for at finde ud af, hvordan vi skal samarbejde omkring det her, fortæller han til TV 2/FYN.

Hører jeg dig sige, at du måske godt kan se, at I har været for skrappe i nogle sager?

- Jeg går ikke ind og vurderer på det arbejde, sagsbehandler laver. Det hverken må eller kan jeg. Men jeg er ikke tonedøv i retning af at kunne sige, at der i alle tilfælde er et behov for, at vi får en samtale.

Han understreger dog, at han mener, at Middelfart Kommune er fair i deres bedømmelse af ressourceforløb.