I det fynske folks tjeneste

Kronborg forlader TV2

TV2's konstituerede administrerende direktør og økonomidirektør, Anders Kronborg, forlader tv-stationen. Han har fået nyt job i udlandet.

TV2 skal på jagt efter en ny økonomidirektør. Anders Kronborg, der ud over at være økonomidirektør også er konstitueret i stillingen som administrerende direktør, har sagt op. Det oplyser TV2/Nyhederne. Kronborg har fået job i udlandet.

- Jeg har ganske enkelt fået et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg har været enormt glad for mit job på TV2, men jeg er meget spændt på at komme til at arbejde for en international børsnoteret virksomhed, hvor der er nogle nye, spændende udfordringer for mig, som jeg ser frem til at begynde på i det nye år, siger Anders Kronborg til Nyhederne.

På grund af børsreglerne kan det endnu ikke offentliggøres, hvor Anders Kronborg skal fortsætte sin karriere.

Anders Kronborg fritstilles med udgangen af november.