Kronprins besøger Odense og Lindø

Den japanske kronprins, Naruhito, kommer til Danmark i juni. Han mødes med dronningen og kronprinsparret.

Japans kommende kejser, kronprins Naruhito, kommer på officielt besøg i Danmark 15.-21. juni og skal blandt andet besøge H.C. Andersens Hus og vindmøllefabrikken vindmøllefabrikken MHI Vestas i Lindø Industripark.

Det oplyser den japanske ambassade i Danmark, skriver Ritzau.

Kronprins Naruhito lægger desuden vejen forbi Amalienborg og Kronborg. Besøget skal markere 150 år med diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark.

Besøget fremgår endnu ikke af det danske kongehus' kalender, men ifølge den japanske avis Mainichi skal kronprins Naruhito spise frokost med dronning Margrethe og deltage i en middag med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Ifølge Kulturministeriet er der planlagt en række udstillinger og arrangementer i forbindelse med fejringen af 150-året for de diplomatiske forbindelser.

Blandt andet skal der være en udstilling i Kongernes Samling på Amalienborg med titlen "Japan og japonisme i kongehuset" i sommeren 2017.

Den japanske kronprins var egentlig inviteret til Danmark sammen med sin hustru, kronprinsesse Masako. Men hun bliver hjemme. Ifølge Mainichi er kronprinsessen blevet behandlet for en stressrelateret sygdom.

Den japanske kronprins' sidste besøg i Danmark var i forbindelse med kronprinsparrets bryllup i 2004.

Besøget kommer i forlængelse af uro om kejserdømmet i Japan. Tidligere på måneden besluttede Japans regering, at kejser Akihito kan få lov til at abdicere. Kejseren er 83 år og har givet udtryk for, at helbredet skranter.

Tidligere har japanske medier skrevet, at en sandsynlig dato for tronskiftet er 1. januar 2019. Ny kejser bliver så kronprins Naruhito. Sidst, en kejser gik af før tiden i Japan, var i 1817.

Oversigt

    Oversigt