Kronprins er ked af tur over lukket bro

Storebæltsbro var lukket i weekenden. Kronprins beklager, at han kørte over, mens flere hundrede måtte vente.

Kronprins Frederik beklager nu, at han kørte over den stormlukkede storebæltsbro to gange, da han lørdag skulle til og fra sportsgalla i Herning.

Det oplyser hoffet til Ritzau.

- Kronprinsen er ked af det skete og kan godt forstå, at situationen var med til at skabe yderligere frustrationer og vrede blandt de mennesker, der havde ventet i mange timer på at passere broen, siger Lene Balleby, der er kommunikations- og pressechef for kongehuset.

Ifølge Sund og Bælt, selskabet bag Storebæltsbroen, var det "grænsende til livsfarligt", at køre over broen, mens den var lukket på grund af den kraftige storm Egon, der ramte Danmark i weekenden.

- Det var en forkert beslutning at tage imod muligheden for, at bilen kunne fortsætte, og det beklager kronprinsen, siger Lene Balleby.

Også Politiets Efterretningstjeneste, PET, beklager, at kronprins Frederik efterfulgt af livvagter krydsede en lukket storebæltsbro, og PET gennemgår nu proceduren.

Stormen Egon bragte lørdag vindstød op til orkanstyrke, hvilket lammede trafikken flere steder i Danmark og lukkede Storebæltsbroen.

Det betød lange ventetider, da broen blev lukket lørdag omkring klokken 14 og først åbnede klokken fire natten til søndag.

Men kronprinsens bil kørte over klokken 15.15 på vej mod Herning og retur klokken 02.53, mens flere hundrede mennesker angiveligt måtte vente på, at broen åbnede igen.

Kronprins Frederik var lørdag til fest i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor årets sportspriser blev uddelt.

Da kronprinsen nåede frem til sportsgalla i Herning, blev han af ugebladet Her og Nu spurgt, om han nåede at komme over broen, inden den lukkede:

- Ja, jeg nåede det lige et minut i lukketid.

Tidligere på dagen sagde direktør Leo Larsen fra Sund og Bælt, at køreturen var uforsvarlig:

- Det er fuldstændig uforsvarligt at køre over broen, når den er stormlukket. Beslutningen om lukning er truffet af politiet og os af hensyn til færdselssikkerheden, sagde Leo Larsen.

Oversigt

    Oversigt