Kruckow og Bent Hansen mødes på mandag

Mandag mødes Sundhedskartellets formand Connie Kruckow med Danske Regioners formand, Bent Hansen, til konkrete forhandlinger om en ny overenskomst.

Håbet bliver stadig grønnere for at finde en løsning på den langvarige strejke på landets sygehuse. Sundhedskartellets formand Connie Kruckow og regionerne med Bent Hansen i spidsen mødes på mandag til konkrete forhandlinger for at finde en ny overenskomst for blandt andet sygeplejersker, jordmødre og bioanalytikere.

Bent Hansen har tidligere udtalt, at der kun var grund til et møde med Sundhedskartellet, hvis der var mere at mødes om end blot en kop kaffe. Connie Kruckow vil ikke røbe noget om, hvilke modeller der er i spil:

- Der er altid noget at tale om. Og da Bent Hansen har sagt ja til at mødes, må han også vurdere, at der er noget at forhandle om, siger hun til Ritzau.

Meget tyder altså på, at teknikerne og regneeksperterne har fundet en løsning, som giver en garanti til medlemmerne af Sundhedskartellet om, at nogle af vikarpengene kan blive deres i de kommende år. Kravet fra Sundhedskartellet er cirka en halv milliard kroner over de næste tre år for at sikre den krævede lønstigning på 15 procent. Strejken har nu varet i mere end seks uger, og antallet af aflyste behandlinger er ifølge Danske Regioner på 305.364.

Oversigt

    Oversigt