I det fynske folks tjeneste

Krybdyr med hul i hovedet baner vej for ny robot

Forskningsresultater opstår nogle gange ved et tilfælde. For biolog Jakob Christensen-Dalsgaard på SDU blev en mindre opgave om gekkoøglens høresans til et tekologifirma med meget stort potentiale.

03:39

Gekkoer har hul hele vejen igennem hovedet, så når forskeren lyser ind af det ene 'øre' kan laserstrålen ses på den anden side.

1 af 2

Gekkoøglen er et aggressivt lille firben med hul i hovedet. Det lyder ikke rart, men det er slet ikke så tosset, når man er gekko. Dyret har en formidabel hørelse, som lynhurtigt kan afgøre hvor lyde kommer fra.  

Jacob Christensen-Dalsgaard opdagede ved et tilfælde, at gekkoens hullede hoved havde gode ører, da han blev bedt om at skrive om firbens retningshørelse.

Der var ikke nogen, der havde undersøgt det før, og det viste sig, at den havde en ekstremt god hørelse på grund af en meget simpel konstruktion af øret, hvor øret er gennemsigtigt for lyd og lys. Ørene virker som en retningsmikrofon, forklarer forskeren.

Der er penge i gekkoens hullede hoved

Jakob Christensen-Dalsgaard begyndte på omfattende grundforskning i gekkoens hørelse for ti år siden. I samarbejde med amerikanske kolleger undersøgte han, hvordan gekkoens nervesystem behandler information. Det kom der en robot ud af.  

Sammen med Ph.d.-studerende Danish Shaik fra Mærsk Instituttet har han udviklet robotten, der er en forsimplet udgave af gekkoens øre. Den kan hurtigt retningsbestemme lyd og kommer, når man fløjter efter den. 

Jakob Christensen-Dalsgaard har startet firmaet Lizard Technology, der har patent på opdagelsen og skal sælge gekko-ørets muligheder til interesserede.

Handicaphjælpemidler, høreapparater og spilindustrien er områder, hvor gekko-hørelsen kan bruges.