Krydstogt-gigant lægger til i Nyborg

791 passagerer og 370 besætningsmedlemmer om bord, når MV Breamar anløber Nyborg i formiddag

Lindholm Havn ved Nyborg modtager mandag formiddag krydstogtskibet MV Breamar ejet af Fred Olsen Line.

Der bliver en del af se på for de morgenfriske. For skibet er 196 meter langt, og det har 791 passagerer og 370 besætningsmedlemmer om bord og indeholder alverdens luksus.

Passagererne er med på en tur, der skal føre dem til forskellige Unesco-seværdigheder, men de er med på en såkaldt "mystery call" tur, så de ved ikke, hvilken havn de anløber i dag.

Cruise-skibet sejlede fra Dover i torsdags og passagererne kan bl.a. besøge Nyborg Slot, der bejler til at komme på Unescos kulturarvsliste.

Det er havneselskabet ADP med base i Fredericia, der ejer Lindholm Havn, som har formidlet besøget, og Nyborgs  borgmester Kenneth Muhs håber, at det bliver et af mange.

I forvejen modtager Fredericia en del krydstogtsskibe.

- Det er stort for Nyborg at få besøg af et krydstogtskib af den størrelse. Der følger naturligvis en vis omsætning med, hvilket vi kan glæde os over. Men det er mindst lige så glædeligt, at vi får en fantastisk mulighed for at vise en stor gruppe turister vores særlige seværdigheder, siger Kenneth Muhs.

Skibet lægger som nævnt til kaj ved den afspærrede industrihavn på Lindholm, og der er derfor ikke mulighed for, at byens borgere kan nyde synet af det mægtige skib.

I stedet opfordres alle interesserede til at tage kigget fra Nyborg Marina, da de her vil få det bedste udsyn.

MV Breamar sejler igen klokken 18.00.

 

Oversigt

    Oversigt