I det fynske folks tjeneste

Kuldskære kæledyr: Sådan passer du på Garfield og Fido

Mickey tager sig en tur i snevejret, men han husker at gå ind efter 10 minutter.

Dyrlæge Sigrid Gylling fra Svendborg Dyrehospital giver her nogle gode råd til, hvilke hensyn man skal tage til sine kæledyr i kulden.

Det er ikke kun os mennesker, der synes, det er rigtig koldt udenfor. Vores firbenede venner mærker også kulden, og derfor skal der også tages nogle særlige hensyn til kæledyrene, imens den sibiriske kulde er over os.

Dyrlæge Sigrid Gylling fra Svendborg Dyrehospital giver her gode råd til, hvilke hensyn der skal tages til de pelsede venner.

Kuldskær kat

Et dyr, der har det godt med at være udenfor er katten. Men i kulden skal der tages hensyn til katten, fordi den kan risikere at blive syg igennem dens luftveje.

Man skal ifølge Sigrid Gylling derfor overveje, om man skal forsøge at holde især udekatten inde, mens det kolde vejr står på.

- Katten skal være mere inde. Det kan godt være svært, hvis man har en kat, der selv bestemmer, om den går inde eller ude, siger Sigrid Gylling, dyrlæge på Svendborg Dyrehospital.  

Det er særligt de yngre dyr, man skal være opmærksom på. Men hvis det kan være svært at holde udekatten inde, er dyrene også indrettet til at tænke selv.

- Heldigvis er dyr gode til at regulere selv. De vil ofte selv søge ly, men de unge individer skal have noget mere hjælp. Jo yngre dyrene er, jo mere påpasselig skal man være med dem, siger Sigrid Gylling. 

Læs også Sådan klarer dyrene kulden: Zoos dyr har en fest i sneen

Pas på hunden i vinterkulden

  • Lad ikke hunden stå bundet ude, når det er koldt. Skal din hund være i bilen i mere end ganske kort tid, så sørg for at den er pakket godt ind og at der er varme på bilen.
  • Sørg for at din hund bevæger sig så meget som muligt og holder gang i cirkulationen, når den luftes udenfor.
  • Lad aldrig din hund gå ud på frosne søer eller åer, medmindre der er skiltet med at isen er sikker.
  • Forebyg forfrysninger på poter ved at smøde dem ind i potevoks eller savle. Tør hundens poter efter gåturen.
  • Små og kortpelsede hunde bør bruge et varmt vinterdækken, når det er minusgrader. 
  • Ungå at gå med hunden på veje med meget vejsalt - det an gøre ondt i poterne.
Kilde: anicura.dk 

Hunde fryser

Menneskes bedste ven skal der også passes ekstra godt på, når temperaturen når ned under frysepunktet. Især når man tager hunden med på tur udenfor.

- Man må ikke efterlade hunden i bilen, og så skal man ikke tage den med ned at hande og sætte den fast på hundekrogen ude foran supermarkedet, siger Sigrid Gylling.

Derudover skal den daglige gåtur med hunden ifølge dyrlægen begrænses til et minimum.

- De skal maks ud og gå i fem til ti minutter. Ikke mere end det. Det gælder særligt for de små hunde. Til de små og tynde hunde anbefales et dækken, siger Sigrid Gylling.

Især på grund af saltning og de kolde veje, skal man overveje at droppe den lange gåtur med hunden i frostgrader.

- De kan få forfrysningstilstande nede i poterne. Får de våde fødder, kan det forstærke forfrysningerne, fortæller Sigrid Gylling.

Derudover henviser Sigrid Gylling til et skema, hvor man kan se, hvor meget kulde de forskellige størrelser hunde kan holde til. 

Læs også Frostdøgn: Så mange dage går der, før isen er sikker

Hesten kan få kolik

Også hesten skal der tages hensyn til. I værste tilfælde kan den nemlig risikere at få kolik af det kolde vejr.

- Man anbefaler, at hesten ikke skal være så meget udenfor, da det kan give anledning til kolik, fortæller Sigrid Gylling.

Derudover skal man også være påpasselig med, hvad man fodrer hesten med.

- Man må ikke give hesten frosne gulerødder og æbler, da det i nogle tilfælde giver en anden gæring i maven, som også kan give kolik, siger Sigrid Gylling.

Man skal som hesteejer sørge for, at hesten har adgang til vand.

- Hestens vandkopper kan fryse til. Derfor skal man være særligt opmærksom på, om de har adgang til vand, siger Sigrid Gylling.

Det bedste råd i forhold til dyrene og kulden er ifølge Sigrid Gylling, at man skal bruge sin sunde fornuft.

 

Ved du noget? Så send os et tip