I det fynske folks tjeneste

Kulturministeren: Jeg er klar til at tage slagsmålet om støtte

Kulturminister Mette Bock (LA) er parat til at kigge på, om der er brug for at fordele statens kulturstøtte mere ligeligt mellem København og provinsen.

00:24

Fordelingen af statsstøtten til museer, orkestre, teatre, og kulturuddannelser skal ændres, hvis det står til kulturminister Mette Bock.

1 af 2

Kulturminister Mette Bock (LA) vil gennemgå fordelingen af statens kulturstøtte for at se, om den skal fordeles mere ligeligt mellem hovedstaden og provinsen. Og hun er klar til at tage det slagsmål, der følger med:

- Jamen det er allerede i gang, og mit hovedformål med at være kulturminister er jo ikke at blive populær. Når jeg kan se, at jeg ikke kan tilføre flere penge, så er jeg nødt til at se, om der er andet, vi kan gøre for at skabe en balance, der gør, at alle danskere har adgang til for eksempel symfonisk musik, siger Mette Bock til TV 2/FYN.

- Og det er ikke populært, men vi er nødt til at tage den slags diskussioner, for ellers får vi ikke et land, der hænger sammen, tilføjer kulturministeren.

Det, der er væsentligt, når man sidder i den stol, jeg sidder i - jeg er jo kulturminister for hele landet - det er, at danskerne har adgang til kultur uanset hvor, de bor i landet

Mette Bock, kulturminister, LA

Kulturministeren har fremlagt en oversigt over ti forskellige indsatsområder, som der nu skal iværksættes ændringer på. De meget forskellige vilkår, der i øjeblikket er gældende for statsstøtte til kultur i hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, er noget af det, som Mette Bock nu vil sætte i gang.

- Jeg vil gerne kigge på vores orkestre, museumsområdet og scenekunsten for at se, hvordan det egentlig er, vi fordeler den statslige kulturstøtte. For der er rigtigt mange tilfældigheder, og der mange ting, som det kan være vanskeligt at forklare. Det, der er væsentligt, når man sidder i den stol, jeg sidder i - jeg er jo kulturminister for hele landet - det er, at danskerne har adgang til kultur uanset, hvor de bor i landet, siger Mette Bock til TV 2/FYN.

Fordelingen af statens kulturstøtte har i flere år mødt heftig kritik fra provinsen, ikke mindst fra Odense.

Læs også Kultur-oprør breder sig

Årsagen er, at der tildeles væsentligt færre statslige kulturkroner til eksempelvis orkestre, teatre, kunstneriske uddannelser og museer i provinsen i forhold til tilsvarende kulturinstitutioner i København og omegn.  

For eksempel modtager kunstmuseet Arken i Ishøj syd for København hvert år 31,7 millioner kroner af staten, mens Brandts i Odense kun får 2,2 millioner af staten. De to museer skal leve op til akkurat samme krav, og Arken har på trods af det væsentligt større årlige statstilskud ikke særlige landsdækkende forpligtelser.

Det betyder, at borgerne i provinsen selv må til lommerne over kommuneskatten. Uden for København er kommunerne nødt til at dække ind for den manglende statsstøtte med kommunale penge. Derfor belaster kulturområdet i langt større grad kommunerne i provinsen. Omvendt har Københavns Kommune et af landets mindste kulturbudgetter per indbygger. 

Læs også Jegind: Kulturpengene skal ud af København

- Jeg kan ikke finde noget godt argument for, at københavnerne skal slippe for en regning, mens vi andre skal have pengepungen op, siger by- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind (V).

- Jeg er ikke overrasket. Det gælder på hele kulturområdet, at der er en helt vild forskel, lyder det fra Alex Ahrendtsen, der er kulturordfører for Dansk Folkeparti.

Kulturminister Mette Bock slår fast, at en stor del af statsstøtten uundgåeligt vil havne i København, der har flere store kulturbærende institutioner.

Når man bor i København, må man have den generøsitet, der giver forståelse for, at alt ikke kan samles i København

Mette Bock, kulturminister, LA

- Men samtidig, må man også, når man bor i København, have den generøsitet, der giver forståelse for, at alt ikke kan samles i København, siger hun.

Som eksempel nævner hun landets symfoniorkestre, hvor der er stor forskel på finansieringen, selv om det er sammenlignelige institutioner.

- Det bliver vi nødt til at gå ind og kigge på, siger Mette Bock.

Dine forgængere Marianne Jelved og Bertel Haarder sagde det samme, men det lykkedes dem ikke at gøre noget ved det. Hvorfor skal vi tro på, at du kan ændre tingene?

- Altså, jeg er ikke bange for de store diskussioner, og som kulturminister er man også nødt til at tage de slag, det giver, når man kommer med forslag til forandringer, lyder det fra kulturministeren.

06:07

Jeg er klar til at ændre i vilkårene for statslig kulturstøtte, lyder det fra kulturminister Mette Bock i et interview med TV 2/Fyns kulturredaktør Martin Mulvad Ernst.

Luk video

.

02:17

Se indslag om fordelingen af kulturstøtte

Luk video