Mentalt handicappede med for første gang
Af Jan H.L. Nielsen
"Det er jo så kæmpestort at man tror det er løgn!"
19-årige Ole Pedersen sidder på kanten af svømmebassinet og er i sine tanker allerede i Sydney.
Det blev ikke til nogen svømme-medaljer til danskerne ved OL i Sydney. Det store "0" skal de handicappede sportsudøvere forsøge at stikke, når De Paralympiske Lege starter den 18.oktober.
Under Legene i Atlanta i 1996 hjembragte det danske svømmehold ikke færre end 5 guld, 10 sølv og 14 bronzemedaljer!
Kun én fynbo er med blandt de 39 på det danske PL-hold.
Ole Pedersen fra Spodsbjerg på Langeland er autist, og har kun svømmet i 4 år. Hans talent blev opdaget til svømmetræning på specialskolen i Paarup: "De så, at jeg var kanongod, og så kom jeg på landsholdet" siger Ole og smiler stolt. Og han har noget at være stolt af; for sammen med Dennis Langelund fra Kolding er han pionér i Handicap-OL. Det er nemlig første gang mentalt handicappede har lov at deltage i De Paralympiske Lege, der hidtil har været forbeholdt idrætsfolk med fysiske handicaps.
Ole stiller op i 5 svømmediscipliner. Størst chance for medalje har han i sin favoritdisciplin rygsvømning, hvor han er placeret som nummer seks på verdensranglisten.
Den første opgave for den fynske deltager finder sted i Sydney International Aquatic Centre, den 21. oktober.
/jani