I det fynske folks tjeneste

Kun få har fået Omniscan i Odense

To patienter på Odense Universitetshospital, der har fået sygdommen nefrogen systematisk fibrose af Omniscan, er døde af andre årsager.

Mens flere nyrepatienter på Herlev og Skejby sygehuse er blevet syge af kontraststoffet Omniscan, er det ganske få på Odense Universitetshospital, som har været udsat for stoffet. Det konstaterer hospitalet på baggrund af en gennemgang af journalerne, der fandt sted fra maj til september sidste år.

Ifølge undersøgelsen er i alt 27 nyrepatienter blevet skannet med kontraststof i større eller mindre doser. Af de 27 havde to patienter udviklet symptomer på den alvorlige bindevævssygdom nefrogen systematisk fibrose (NSF). Begge disse patienter er siden døde af andre årsager, oplyser Odense Universitetshospital.

For de øvrige 25 patienters vedkommende gav oplysningerne i journalerne ikke anledning til mistanke om NSF.

20 nyrepatienter fra Herlev har fået erstatning, men stoffet har også været brugt på andre sygehuse. Bl.a. Skejby Sygehus, hvor en ny undersøgelse har vist, at 10 ud af 438 nyrepatienter har udviklet sygdommen.