Kun få Plus-kunder til skiftesamling

Det blev langt fra noget tilløbsstykke, da konkursboet efter Plus Forsikring mandag holdt skiftesamling ved skifteretten i Odense. Kun omkring 35 ud af de tidligere 25.000 kunder mødte op i skifteretten. I alt har kunderne omkring 150 mio. kr til gode, og det er stadig yderst tvivlsomt, hvor mange penge kunderne får retur.

-

Det blev langt fra noget tilløbsstykke, da konkursboet efter Plus Forsikring mandag holdt skiftesamling ved skifteretten i Odense. Kun omkring 35 ud af de tidligere 25.000 kunder mødte op i skifteretten. I alt har kunderne omkring 150 mio. kr til gode, og det er stadig yderst tvivlsomt, hvor mange penge kunderne får retur.

Selvom initiativtageren til hjemmesiden pluskunder.dk havde opfordret alle kunder til at møde op i skifteretten i Odense mandag, så var der kun 35 personer, der havde fulgt opfordringen.

Krav på en million
\"Jeg er noget skuffet over fremmødet. Vi havde stået stærkere, hvis vi havde været flere i dag\", sagde Axel Nielsen.

De 35 fremmødte gjorde i skifteretten krav gældende fra 1.200 kr. op til 1.000.000 kr. Det sidste krav kom fra en virksomhed. I alt menes de 25.000 kunder, at have 150 mio. kr. til gode i manglende dækning for indbetalte forsikringspræmier.

Værdier for 40 millioner
Konkursboet vurderer, at der er værdier for omkring 40 mio. kr i resterne af Plus Forsikring, så det står klart at kreditorer ikke får alle deres penge igen.

Axel Nielsen havde håbet, at et stærkt fremmøde fra kunderne mandag, kunne have resulteret i nedsættelse af et såkaldt kreditorudvalg. Omkring 13-15.000 kunder har indtil nu stillet krav til konkursboet, og hvis der skal nedsættes et kreditorudvalg, skal mindst en tredjedel af disse kreditorer bede om det. Det vil sige, at der skulle have mødt 5.000 kunder op i skifteretten. Der mødte som nævnt kun 35.

Frist til januar
\"Vi kan jo anmode om endnu en skiftesamling. Måske kan jeg samle fuldmagter fra 5000 kunder via min hjemmeside. Så kan vi tvinge skifteretten til at se på vores krav om nedsættelse af et kreditorudvalg igen\", siger Axel Nielsen.

I følge reglerne i konkursloven skal kreditorer fremsætte deres krav til konkursboet senest tre måneder efter konkursen. Plus Forsikring gik konkurs den 18. oktober.

Oversigt

    Oversigt