Kun Odense kan skabe nok filmjob

Det koster fynske filmjob, at Odense ikke er fuldgyldigt medlem af FilmFyn. Sådan lyder opsangen fra unge filmfolk, der appellerer til Odense om at gå med i filmfonden.

- Så snart folk er blevet uddannet her på Fyn, så flytter de til København, fordi det er der, det hele sker. Det er et stort problem for Fyn som filmø, siger Nicklas Anthony Clark, der uddanner sig til manuskriptforfatter og producer på filmuddannelsen 18 FRAMES på Fyn.

Nicklas Anthony Clark er sammen med sit hold på filmuddannelsen snart færdiguddannede, og netop nu ved at gøre sit afgangsprojekt færdig.

- Der er rigtig meget lokal hjælp på øen, når man vil lave film og vi har uddannelserne til at uddanne filmfolk, men der er ikke noget at blive for på Fyn, når man er færdig, før Odense går med i FilmFyn, siger Nicklas Anthony Clark.

Odense har netop besluttet at give én million kroner til FilmFyn fra 2016, men det er slet ikke nok, hvis FilmFyn skal kunne producere film hele året. Det kræver, at Odense kommer med i ejerkredsen og betaler omkring ni millioner kroner til den regionale filmfond.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at alle de unge talentfulde filmfolk havner i København, hvor de skal slås mod hinanden. Jeg kan ikke forstå, at Odense ikke vil være med, når den meget mindre kommune Nordfyn har råd til at være med, siger Jesper Quistgaard fra instruktørlinjen på 18 FRAMES.

Læs mere om 18 FRAMES

Oversigt

    Oversigt