Udelukkede inde i varmen: Kunst, hvor man tænker "wauw"

Tirsdag åbnede udstillingen "Nordic Outsider Craft" i Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Den fynske kunstner Steffan Herrik og entertaineren Jacob Haugaard var begejstrede.

Ved du ikke, hvad "outsider art" er for en størrelse, så har du nu en gylden mulighed for at stifte bekendtskab dette kunstneriske virke og dens udøvere.

quote Den uskyld her ..., ååååh, gid man kunnet have bevaret lidt af den.

Steffan Herrik, fynsk kunstner

Tirsdag åbnede udstillingen "Nordic Outsider Craft" nemlig i Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Her udstiller psykiatriske patienter og udviklingshæmmede deres kunst.

Outsider art er en kunstform, der som sådan ikke er ny, men som gennem de senere år har fået større og større opmærksomhed. 

Begrebet "outsider art" har sin begyndelse i psykiatriske patienters trang til at udtrykke sig. Senere er begrebet blevet udvidet til også at omfatte udviklingshæmmedes kunst - og i det hele taget kunst skabt af folk med særlige behov.

Kenneth Rasmussen fra Randers er en af udstillerne. Han fortæller, at kunsten bare kommer til ham - og da han holdt op med at ryge gik det rigtig stærkt:

- Så gik mine fingre amok. Jeg kunne ikke styre mine fingre mere. Jeg gik helt amok med strikken og hæklen.

Jacob Haugaard: Det er her jeg hører hjemme

Det var entertaineren Jacob Haugaard, som åbnede udstillingen. Og at være blandt såkaldte outsidere passede ham fint:

- Det er her jeg hører hjemme, det er der jeg kommer fra.

- Det der egentlig er mest interessant er, at mange af dem kan ikke klokken, kan ikke sms'e og det er det der interesserer mig mest ved dem; hvor intelligente de er til at klare sig alligevel. De er meget, meget intelligente mange af dem, som egentlig har en stor stak papirer på, at de er torskedumme.

- Og så laver de altså det her kunst, hvor man tænker "wauw", mand.

- Jeg har altid følt, at jeg var tilskuere til mit eget liv, og jeg ikke rigtig hørte til nogen steder, sagde Jacob Haugaard, og var glad for, at hans kendis-faktor kunne bruges til at åbne udstillingen.

Han gav også Kenneth Rasmussens kunst et par ord med på vejen:

- Det opfylder alle kriterier i min opfattelse af, hvad der er kunst: Jeg forstår det ikke. Jeg må ligesom bare mærke det og bare læne mig tilbage og tage det ind. Det er jo fantastisk.

Steffan Herrik: Rå, ægte og fantastisk

Den fynske kunstner Steffan Herrik var om muligt mere begejstret end Jacob Haugaard:

- Jeg er meget begejstret. Fordi det er den ægte vare. Det er kunst på en anden måde, det er ikke kunst som sådan. Det er billeder. Rå billeder. Ægte billeder. Det er fantastisk, sagde Steffan Herrik og tilføjede:

- Den uskyld her ..., ååååh, gid man kunnet have bevaret lidt af den.

Selvlært kunst fra Skandinavien

Fælles for "outsiderne" er, at de oftest er selvlærte og har en radikal anderledes måde at udtrykke sig og forholde sig til verden på.

Udstillingen har sit udspring i Finland, hvor de gamle håndværkstraditioner er godt integreret i de kunstneriske skabelsesprocesser. 

Fra de øvrige skandinaviske lande er udvalgt kunstnere, der arbejder indenfor samme måde at udtrykke sig på. 
Udstillingen er et samarbejde mellem museer og kunstskoler i de nordiske lande. Danmark er repræsenteret ved Kunstskolen Bifrost i Randers og Snurretoppen i Horsens.

Udstillingen er åben til 31. marts og det er gratis at komme ind.

Steffan Herrik var begejstret for udstillingen.
Fotograf: Morten Albek
Kenneth Rasmussen fortæller, at kunsten bare kommer til ham.
Fotograf: Morten Albek
Jacob Haugaard: - Jeg må ligesom bare mærke det og bare læne mig tilbage og tage det ind. Det er jo fantastisk.
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt