- Nej, se der! Hvem har lavet den?
Gruppen på fire mennesker skridter hastigt hen over den asfalterede plads, der udgør Odense Kommunes saltdepot. Her, ud til Olfert Fischersvej i den sydøstlige del af byen, er der dog også andre ting.
Gemt bag vejskilte, et par urinaler - af den slags hvor fire mænd samtidig kan vende ryggen til verden - og rustne jernplader, er der kunst. Faktisk en hel del kunst i form at tonstunge skulpturer.
- Jeg ved det ikke. Det må vi lige finde ud af. Jeg ved, hvem der er den rigtige at ringe til. Lige et øjeblik, siger Anders W. Bertelsen, socialdemokratisk byrådsmedlem i Odense og formand for Odense Bys Kunstfond.
Han står sammen med tre gæster fra Gæsteatelier Hollufgård og balancerer på nogle rustfri stålstolper, mens de kigger på en kæmpe stålskulptur. Det rustrøde værk har tidligere stået ved en af byens skoler, men i en periode er det røget i depot.
Hollufgård klar til kunst
- Det kunne passe virkelig godt ind på parkeringspladsen ude ved den nye sø. Så kunne den også ses fra motorvejen, foreslår Niels-Erik H. V. Øhlenschlæger, billedhugger og i denne forbindelse medlem af bestyrelsen for Gæsteatelier Hollufgårds skulpturpark.
Sammen med den daglige leder på Hollufgård, Charlotte Bonde, og bestyrelsens formand, kunstner Ole Lejbach, håber de at kunne få landet en aftale om lån eller overtagelse af et eller flere kunstværker.
Besøget på det, der af knap så diplomatiske tunger kaldes "kunst-kirkegården", er derfor ikke tilfældig. Målet er at få noget af den deponerede kunst ud til fuld beskuelse. Sådan som den var tænkt og indkøbt, før for eksempel letbane-byggeri og andet tvang kunsten af vejen.
- Jamen det kunne godt være en mulighed, funderer Anders W. Berthelsen, der også har et ønske om at gøre depot-kunsten lidt triste tilværelse mere interessant for odenseanerne.
Leje-kunst frem for eje
- Ideen med at få kunsten ud på Hollufgård, om ikke andet så for en periode, er spændende. Den må vi arbejde videre med. Her er flere værker, der sagtens kunne bruges på den måde, siger politikeren.
De tre gæster nikker. Fulde af begejstring for det de ser, tænker de allerede skulpturerne ind i mulige placeringer. Efterhånden som turen når ind i en bygning, hvor nogle få kunstværker er placeret, slår Ole Lejbach den spøgefulde tone an.
- Det her - hvor kunne vi have det stående,spørger han de andre, mens han peger på et både støvet og lettere ramponeret bordfodbold-spil, der dækker for udsynet til en bronzeskulptur.
Resten er dog seriøst ment. Og mens rundturen blandt værkerne nærmer sig afslutningen, bliver politikeren og delegationen fra Hollufgård enig om en handlingsplan.
- Hvis I sender en ansøgning, så kigger vi på det, siger Anders W. Berthelsen og trykker hånd med Ole Lejbach.
Måske er der dermed ved at blive pustet liv i kunst-kirkegårdens kunstværker.
