I det fynske folks tjeneste

Kunstakademiet til Vollsmose? - Fantastisk idé!

00:37

Thomas Skov Jensen mener, at Det Fynske Kunstakademi ligger perfekt i Vollsmose. Video: Morten Albek

Vollsmose kan få glæde af et kunstakademi, mener en beboer fra bydelen. Akademiets formand ser hellere lokaler i bymidten.

Thomas Skov Jensen går hjemmevant afsted på stierne i sin bydel, Vollsmose.

- Det er et dejligt sted!

Han er ikke i tvivl om, at en flytning af Det Fynske Kunstakademi til Vollsmose vil være til gavn for alle parter.

- Det er en fantastisk idé. Der er masser af inspiration med både natur, urbant miljø og befolkning. Man kan gå en tur i centeret. Hvis det ikke inspirerer dig, så er der lang vej for en kunststuderende, mener Thomas Skov Jensen.

Jeg synes, politikerne kan vise, at de gerne vil Vollsmose ved at lægge noget herude

Thomas Skov Jensen, beboer, Vollsmose

Odense Kommunes By- og Kulturudvalg vil undersøge, om man kan stille lokaler til rådighed for akademiet, og derfor tager udvalgets medlemmer 6. februar på besigtigelsestur. 

Det er to meget forskellige bygninger, der er i spil.

Læs også Udflytning: Kunstakademi måske til Vollsmose

Lokalerne på Vollsmose Allé 30 står lige nu tomme, men tidligere har en ungdomsklub holdt til der. I daglig tale bliver bygningen af beboerne kaldt Pyramiden eller Diamanten, alt efter hvem man spørger. Navnet hentyder til bygningens spidse tag.

Vollsmose Alle 30 er den ene adresse, der er i spil til kunstakademiet. Foto: Morten Albek

Jernbanegade 13 i bymidten har tidligere lagt ramme til Det Fynske Kunstmuseum, og de sidste fire år har kunstmuseet Brandts holdt til i bygningen under navnet Brandts 13. Men til sommer forlader Brandts Jernbanegade 13 for at samle aktiviteterne på Brandts Torv. Dermed står byens gamle kunstbygning ledig.

Jernbanegade 13 har tidligere huset Det Fynske Kunstmuseum og lige nu en del af Brandts. Foto: Morten Albek

Thomas Skov Jensen mener, at kommunen nu har muligheden for at understøtte Vollsmoses udvikling ved at lade kunststuderende og undervisere få deres daglige gang i området.

- Jeg synes, politikerne kan vise, at de gerne vil Vollsmose ved at lægge noget herude, siger han.

Bestyrelsesformand har sin egen favorit

Poul Falck er bestyrelsesformand for Det Fynske Kunstakademi, og hans personlige favoritplacering er den gamle bygning på Jernbanegade.

- Det ville være fantastisk, det er faktisk Danmarks ældste kunstbygning, siger han.

Poul Falck, bestyrelsesformand, Det Fynske Kunstakademi. Foto: Morten Albek

For ham handler det meget om at finde et sted, hvor akademiet kan være en synlig og integreret del af bybilledet. De seneste år har akademiet netop været kritiseret for at være for lidt udadvendt i sine aktiviteter.

- På Jernbanegade kan man jo lave udstillinger lige inden for døren, hvor de unge mennesker kan vise, hvad de har gang i. Det kunne være sindssygt spændende, siger Poul Falck.

Han medgiver, at akademiet sagtens kan ligge i Vollsmose, men han frygter, at det er sværere at blive en synlig del af bybilledet, hvis institutionen ligger dér.

- Vollsmose er jo lidt længere ude, så vi bliver lidt mere usynlige derude, vil jeg tro. Men jeg skal ikke blande mig i politikernes afgørelse, siger bestyrelsesformanden.

Thomas Skov Jensen mener, at en placering i Vollsmose kan være lige så god som andre steder, og henviser til, at afstanden til bymidten er den samme som fra Syddansk Universitet til bymidten.

- Men der er mere at hente herude. Du kommer ud af din skal og bliver måske lidt udfordret ved at komme steder, hvor du ikke har været før, siger Thomas Skov Jensen.

Ved du noget? Så send os et tip