Kunstige rev skal stoppe store skibe

To skibe er i fuld gang med at lave kunstige rev omkring Svendborgsund-broen. Det sker for at beskytte broen mod påsejling.

Hvert år får Svendborgsund-broen småskader og skrammer, når småskibe sejler ind i den. Men for at undgå ulykker, som da et containerskib kolliderede med Limfjordsbroen i 2012, sikrer Vejdirektoratet nu fire broer i Danmark.

Og her er den ene altså Svendborgsund-broen, hvor to skibe er i fuld færd med at lave kunstige rev.

- Hvis et stort containerskib eller en færge påsejler en af Svendborgsundbroens bropiller, risikerer vi at skulle lukke broen længe. Det vil have store konsekvenser for de trafikanter på Tåsinge, Langeland og Sydfyn, der er afhængige af den til daglig, fortæller projektleder Shahriar Honar fra Vejdirektoratet.

Revene skal stoppe de store skibe, hvis de er på kollisionskurs med broen. De går i stedet på grund.

De mindre skibe kan ikke skade broen alvorligt, hvis de sejler ind i den - og de kunstige rev er ikke til fare for de små skibe.

Oversigt

    Oversigt