Kunstnerdrømme: Pladser på kunstcamp blev revet væk

Der var stor interesse, da museum skabte sommercamp for kunstinteresserede børn.

Der var oprindeligt beregnet plads til 25 børn på Johannes Larsens Museets sommerkunstcamp, men efterspørgslen kom bag på museumsinspektør Birgitte Kjøller.

- Få dage efter, vi havde lagt tilmeldingen ud, havde vi en fuldt booket camp. Og jeg måtte faktisk ned med målebånd for at se, om vi kunne tage én mere ind, siger hun.

Det rakte dog ikke langt. Efter yderligere få dage var der yderligere 25 børn på venteliste, og så blev den også lukket. Siden har mange vist interesse for campen, men altså for sent til at komme med. 

11-årige Nikolaj Engelbæk fra Langeskov er en af deltagerne, der kan vise en fugleskulptur frem.

- Jeg har lavet den her, siger han og pakker plasticen væk fra en skulptur.

Netop fuglemotiverne fylder en del i Johannes Larsen Museets formidling, for den fynske maler er især kendt for sine mange gengivelser af fugle. Ifølge Nikolaj Engelbæk er det en udfodrende opgave.

- Man skal være opmærskom på de vigtige detaljer med næbbets form. Om det er et fladt næb eller et spidst næb. Og så er halen også vigtig, siger han og peger på to forskellige fugleskulpturer, der tydeligvis har forskellige næb og haler.

For mange af børnene på kunstcampen er der ikke bare tale om sommertidsfordriv. Det er et skridt på vejen til selv at blive kunstner. Det gælder blandt andet for 13-årige Mathilde Kjøller Löwe Lindberg fra Odense.

quote Jeg elsker at være kreativ og bruge min fantasi på noget, hvor andre ikke kan sige 'det dér har du gjort forkert'. Når jeg selv bestemmer, kan jeg godt lide det

Nikolaj Engelbæk, 11 år

- Er du vimmer, det vil jeg vildt gerne. Jeg vil gerne være kunstner eller designer. Et eller andet kreativt, siger hun.

Men hvis man vil kunne kalde sig selv kunstner, kræver det både talent og fuld opmærksomhed på det kunstneriske arbejde. Gudrun Heltoft er billedkunstner og underviser på børnenes kunstcamp. Ifølge hende sørgede en kunstner som Johannes Larsen for at få de optimale rammer til at kunne arbejde med sine værker.

- Han var jo ikke nødt til at gøre rent på badeværelset. Han kunne stå op om morgenen, og så kunne han gå til værket indtil han fik serveret sin frokost. Og så kunne han lægge sig i sin seng, som andre havde redt for ham. På den måde kunne han koncentrere sig fuldt ud om det. Man skal være meget koncentreret om det at være og blive kunstner, siger Gudrun Heltoft.

Kunstcamp for børn i Sybergs atelier. Billedkunstner Gudrun Heltoft underviser børnene.
Kunstcamp for børn i Sybergs atelier. Billedkunstner Gudrun Heltoft underviser børnene.
Foto: Morten Albek

Campen har fundet sted i maleren Fritz Sybergs gamle atelier i Kerteminde. For 100 år siden stod han her og malede værker, der senere blev berømte. På campen er stedet igen blevet fyldt med kreative processer.

Børnene har arbejdet med teaterøvelser for at få kroppen og tankerne på gled. De har malet motiver på deres egne arme og ben og taget fotos af dem, mens de stod i vandet. Og de har lavet lydbilleder og prøvet at arbejde med flere billeder på én gang.

- Jeg håber på, at vi med denne camp fanger mange af de børn og unge, der ikke er til fodbold. Dem, som er mere sansende, følsomme og som kan noget andet. Vi prøver at give dem et boost til at gå kunstens vej, for det kan man jo også blive noget med, siger Birgitte Kjøller fra Johannes Larsen Museet.

For Nikolaj Engelbæk er kunsten frirummet, hvor han selv sætter dagsordenen. Måske dagsordenen for en fremtidig kunstner.

- Jeg elsker at være kreativ og bruge min fantasi på noget, hvor andre ikke kan sige 'det dér har du gjort forkert'. Når jeg selv bestemmer, kan jeg godt lide det, siger han.

Johannes Larsen Museet overvejer nu at lave flere kunstcamps til næste år for at kunne lade flere børn være med.

Se indslaget fra campen herunder.

 
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt