I anledning af sommerudstillingen FUGL har Johannes Larsen Museet i Kerteminde inviteret kunstneren Alfio Bonanno til at opføre to store skulpturelle strukturer i museets have. Med hjælp fra frivillige opbygges værkerne i løbet af maj måned således, at de står færdige, når udstillingen åbner den 10. juni.
Reder til havens fugle
Der bliver mulighed for mange fuglereder i de cirka seks meter høje trækonstruktioner, bygget af træ doneret af det nærliggende Hverringe Gods.
Men Bonnano går ydmygt til opgaven:
- Hvem der flytter ind, kan jeg ikke vide. Naturen bestemmer selv.
Teksten fortsætter under billedet.
Mange frivillige på holdet
Alfio Bonnano er vant til at arbejde med frivillige på sine omfangsrige projekter.
Det sætter han stor pris på:
- Den her form for kunst er også social kunst, for projektet involverer mange mennesker. Både materialet og mandskabet er en udfordring, og jeg tror, at den nerve vil kunne mærkes i det endelige resultat.
Alfio Bonnano er 69 år, og kan godt mærke i både hoved og ryg, at dette både er en meget spændende, men også krævende opgave.
Men om natten kan han alligevel ikke sove:
- Nej, slet ikke. Jeg ligger hele tiden og tænker på, hvad vi gør ved den næste udfordring!
Alfio Bonanno er en internationalt anerkendt kunstner, der beskæftiger sig med den genre inden for kunsten, der hedder land art eller ”landskabskunst”. Dvs. kunstværker, der er opbygget af naturmaterialer og indgår i samhørighed med landskabet, dets planter og dyr.
Indtil de forgår om forhåbentligt mange år, vil de kunstfærdige fuglereder stå i haven og være med til at præge dens fugle- og dyreliv.
Alfio Bonnano og hans hold arbejder i museets åbningstid og alle, der har lyst, er velkomne til at kigge forbi og følge arbejdet.