I det fynske folks tjeneste

Kurser i turisme kan ses på bundlinjen

Mere end hver tredje inden for turisme-erhvervet oplever øget omsætning eller større effektivitet efter at have været på kursus hos Oplevelsernes Academy.

De gode resultater udløser nu en støtte på 3,4 millioner kroner fra Syddansk Vækstforum.

I en foreløbig evaluering af hvilken effekt, kurser hos Oplevelsernes Academy har på kursisterne, svarer mere end hver tredje, at de har øget omsætningen eller effektiviseret som følge af deres kursusdeltagelse.

Og mere end hver fjerde kursist oplever "i høj" eller "meget høj grad", at deres produkt- og forretningsudvikling bliver styrket.

Kursisterne er alle medarbejdere og ledere i det syddanske turisme-erhverv, og Oplevelsernes Academy arbejder målrettet på at udvikle kompetencer i turisme-erhvervet.

Kurser kan fortsætte

Fordi der er gode resultater og en stor efterspørgsel efter kompetenceudvikling i turisme-erhvervet, har Syddansk Vækstforum besluttet at støtte Oplevelsernes Academy med godt 3,4 millioner kroner fra EU's socialfondsmidler og regionale erhvervsudviklingsmidler.

Det betyder, at Oplevelsernes Academy har økonomi til at fortsætte det gode arbejde året ud, og det glæder regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), som også er formand for Syddansk Vækstforum.

- Tilbagemeldingerne fortæller mig, at akademiet er med til at give det nødvendige løft af kompetencer, som skal til for at trække flere turister til Syddanmark. Med mere viden kan medarbejderne i turisme-branchen højne kvaliteten af den service, de leverer. Og det er helt afgørende for at skabe større vækst i erhvervet, siger Carl Holst.

Ved du noget? Så send os et tip