Fynboer mærker prisstigningerne: Nu koster en liter mælk mindst ti kroner

Priserne på dagligvarer stiger fortsat, og det mærker fynboerne, når de fylder mælk, smør og brød i indkøbskurven.

Du skal falde over et rigtig godt slagtilbud, hvis du håber at finde en liter mælk til mindre end ti kroner.

For tiden koster en liter af den hvide drik mellem 10 og 15 kroner afhængigt af mærke og variant - og prisstigningen på mælk er ikke enestående. Der skal nemlig generelt flere penge op af lommen, når danskerne går i Føtex, Lidl eller Superbrugsen. 

- Når forbrugerne køber ind i øjeblikket mærker de, at det bliver dyrere, end de er vant til. Det gælder for dig og mig og uanset, hvor du handler, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

Nye tal fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation viser, at de globale fødevarepriser er 34 procent højere nu end samme måned sidste år. Alene fra februar til marts er priserne steget med 12,6 procent.

Det er blandt andet blevet dyrere at købe brød. Det skyldes, at prisen på hvede er steget efter Ruslands invasion af Ukraine.
Det er blandt andet blevet dyrere at købe brød. Det skyldes, at prisen på hvede er steget efter Ruslands invasion af Ukraine.
Foto: Flemming Ellegaard

- Grunden er, at vi har nogle meget høje energi- og fødevarepriser. Det skyldes mange faktorer, men blandt andet krig i Ukraine og eftervirkninger af coronasituationen, forklarer forbrugerøkonomen.

Handler mere discount og tilbud

Det får flere forbrugere til at overveje, hvad der kommer i indkøbskurven.

- Vi tænker lidt mere over at lave en madplan, men jeg kan alligevel godt fornemme, at regningen bliver dyrere, siger Rikke Buxbom fra Stenstrup.

I et forsøg på at holde forbruget en anelse nede, nu hvor priserne stiger, forsøger Rikke Buxbom at lave madplaner og dermed begrænse antallet af ture i supermarkederne.
I et forsøg på at holde forbruget en anelse nede, nu hvor priserne stiger, forsøger Rikke Buxbom at lave madplaner og dermed begrænse antallet af ture i supermarkederne.
Foto: Flemming Ellegaard

- Jeg er i den enormt heldige situation, at jeg ikke har nogle sultne drenge hjemme længere. De er flyttet hjemmefra. Så det er ikke mig, det rammer mest, men jeg kan klart mærke prisstigningerne, siger Carsten Andreassen fra Højby.

Ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen bruger danskerne cirka 12-13 kroner på madvarer for hver 100 krone. Med andre ord er der i de fleste husholdninger plads til de høje prisstigninger, men det betyder, at der er færre penge til oplevelser, ferier og andet der forsøder livet. 

- Det får den betydning, at vi vil handle endnu mere discount, og vi vil være større tilbudsjægere, og vi vil blive bedre til at kigge på liter- og kilopriser og vælge billigere alternativer, siger hun.

Prisstigningerne forventes at stige yderligere den kommende tid. Det er endnu ikke til at sige, hvornår inflationen har toppet.

Oversigt

    Oversigt