Kvæstet ved arbejdsulykke i Aarhus lagt i kunstigt koma

Læger i Aarhus har valgt at lægge en 37-årig mand i kunstigt koma efter en arbejdsulykke på Aarhus Havn.

En arbejdsulykke på havnen i Aarhus har fået fatale konsekvenser for en 37-årig mand fra Fyn.

På Kommunehospitalet i Aarhus har personalet valgt at lægge manden i kunstigt koma, og hans tilstand betegnes fredag fortsat som kritisk, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Ulykken skete torsdag eftermiddag i Grete Løchtes Gade i forbindelse med etableringen af en etageadskillelse mellem en kælder- og stueetage. Her fik den 37-årige tilsyneladende et betonelement ned over sig.

Til DR fortæller indsatsleder Martin Tams, at der gik fire mand og arbejdede på stedet, da ulykken skete.

- Vi har nu lavet afhøringer af de personer, der var til stede, men vi har som sådan ikke fundet nogen forklaring på, hvordan ulykken kunne ske, siger han.

Arbejdstilsynet har fredag slået fast, at der var tre alvorlige arbejdsmiljøproblemer på byggepladsen, skriver DR Østjylland.

På den baggrund har tilsynet lavet et påbud, der siger, at man ikke må færdes på byggepladsen, indtil det igen er sikkert at være der.

Arbejderne forbydes desuden at montere flere betondæk, før det igen kan gøres fuldt forsvarligt, oplyser Jacob Buch, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.

- Endelig har vi også givet et påbud om, at der mangler manualer til montering af de betonelementer, der ramte arbejderen på byggepladsen, siger han til DR Østjylland.

De problemer, Arbejdstilsynet har fundet på byggepladsen, kan resultere i bøder til den entreprenør, der udfører arbejdet. Det skal tilsynet nu til at undersøge nærmere, fortæller Jacob Buch.

Oversigt

    Oversigt