Det går godt for de fynske pengeinstitutter i årets første kvartal.
Både Fynske Bank og Totalbanken har netop afleveret deres 1. kvartals-regnskab, og de viser pæn vækst.
Fynske Bank offentliggjorde kvartalsregnskabet i dag på Fondsbørsen, og det viser et resultat efter skat på 27,2 millioner kroner mod mod et resultat på 5,4 mio. kroner i 2016.
- Vi oplever en god aktivitet på boligområdet i hele bankens markedsområde og et voksende aktivitetsniveau i handel med værdipapirer. Aktiviteter der bidrager pænt til indtjeningen i 1. kvartal. Samtidig oplever vi, at behovet for nedskrivninger er faldet væsentligt, hvilket også er med til at løfte kvartalsresultatet markant sammenlignet med 1. kvartal 2016, siger administrerende direktør Petter Blondeau.
- Det glæder mig, at mange af de nye kunder vi byder velkommen, sætter pris på vores lokale tilstedeværelse og gerne ligger deres forretninger i en lokal bank. Det at handle lokalt har, som bekendt, en positiv økonomisk effekt for alle i lokalområdet, siger Blondeau.
Forventningerne til årets samlede resultat før skat ligger i niveauet 50-60 mio. kroner.
Totalbanken offentliggjorde tidligere på måneden et regnskab for første kvartal af 2017 med et overskud på 9,6 millioner kroner efter skat – en stigning på 14 pct. sammenlignet med samme periode i 2016.
Bankens udlån steg med 12 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Udlånsvæksten afpsjler også en pæn kundetilvækst.
Totalbanken forventer uændret en basisindtjening i niveauet 41-45 mio. krober for året som helhed.