Kvinde anholdt for rufferi

En kvinde i København mistænkes for at have tjent 4,5 millioner kroner på prostitution gennem flere år. Blandt andet har hun drevet et bordel i hovedstaden, ligesom hun for nylig åbnede en lignende forretning i Odense.

-

Den 31-årige kvinde blev fremstillet i et grundlovsforhør tirsdag morgen, oplyser kriminalinspektør Ove Dahl i Københavns Politi.

- Vi har i nogle måneder kørt en målrettet efterforskning mod kvinden, og i går slog vi så til, siger kriminalinspektøren. Anholdelsen skete ved 8.30-tiden mandag, og hele dagen og aftenen var hun til afhøring på Politigården.

Samtidig foretog politifolk ransagninger flere steder, og man fandt også \"et stort pengebeløb\", oplyser Ove Dahl, men han vil ikke give præcise oplysninger.

Kvinden nægter sig skyldig, oplyste hendes forsvarer ved grundlovsforhøret tirsdag morgen i Dommervagten, inden dommeren besluttede at lukke dørene af hensyn til politiets fortsatte efterforskning.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt