Kvinde anmelder skud

En kvinde i Odense mistænker en ekskæreste for at have skudt med et gevær mod hendes hjem.

En 31-årig kvinde fik lørdag aften skudt mod et vindue i sit hjem på Blommegrenen i det sydøstlige Odense.

Rækkehuset har dobbeltruder, og den yderste rude var knust, da politiet dukkede op, siger vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

- Vi kommer ud og konstaterer, at der nok er noget om det, for der ligger nogle hagl imellem de to lag glas, fortæller han.

Politiet ved ikke, om der er skudt med et jagtgevær eller et haglgevær.

Kvinden har mistanke til sin 57-årige ekskæreste, som politiet efterfølgende tog ud til og ransagede hans bolig.

- Vi har ikke fundet noget våben hos ham, og vi har heller ikke fundet andet på ham, lyder det fra Thomas Bentsen.

Manden er anholdt og skal afhøres nærmere søndag formiddag.

Samtidig undersøger politiets teknikere gerningsstedet for at fastslå med sikkerhed om der er tale om skud eller ej.

Kvinden var hjemme, men var ikke lige ved vinduet, da der blev skudt mod det. Derfor har hun heller ikke set gerningsmanden.

Oversigt

    Oversigt