Kvinde bad om et glas vand, kom indenfor og stjal værdifulde guldure

En lang række guldure med mellem 9 og 18 karat guld til en værdi af op mod 4.000 kroner per styk er blevet stjålet fra en lejlighed i Nyborg.

Det kan koste dig dyrt at være venskabelig over for fremmede, der banker på og beder om noget vand i sommervarmen.

På Ludvig Hansensvej i Nyborg henvendte en kvinde sig ved bopælen og bad om et glas vand.

Kvinden gik med ind i lejligheden og køkkenet, hvor hun fik et glas vand. 

Da kvinden var smuttet igen, opdagede beboeren, at der var stjålet flere værdifulde guldure, oplyser Fyns Politi.

Guldure til 4.000 kroner stykket

Der var blandt andet stjålet et Longines-armbåndsur af 14 karat guld og et guldarmbåndsur, som lå på køkkenbordet.

Desuden er der stjålet fem armbåndsure fra et vitrineskab i stuen. Urene har mellem 9 og 18 karat guld.

Urene har en værdi af op mod 4.000 kroner per styk.

Sådan ser kvinden ud

Fyns Politi efterlyser kvinden, der beskrives som mellemøstlig af udseende, mellem 27 og 30 år, 182 centimeter høj, almindelig kropsbygning, brun hudfarve og sort, mellemlangt hår. Kvinden talte engelsk og var iført sorte fritidsbukser og hvid T-shirt med v-udskæring. Med sig havde hun en telefon og en tom vandflaske.

Politiet oplyser desuden, at vidner har set kvinden stå alene ved en sølvmetal Mercedes-stationcar med tyske nummerplader og specielle alufælge. Tyveriet fandt sted fredag morgen ved nitiden. 

Har du oplysninger i sagen eller set kvinden, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt