Kvinde dræbt i Odense

En 50-årig kvinde er blevet dræbt med slag og spark i kolonihaven Egebæk Havekoloni i Odense.

Kvindens 46-årige kæreste var søndag aften på Slotskroen i Nørregade i Odense. Ved 19-tiden bad han personalet om at tilkalde politiet. Manden fortalte personalet, at han formentlig havde slået sin kæreste ihjel.

- Da manden blev hentet af politibetjente, førte han dem til kolonihaven, hvor kvinden blev fundet livløs, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

En læge erklærede kort efter kvinden for død, og den 46-årige mand blev anholdt og sigtet for drab.

Den formodede gerningsmands forklaring tyder på, at kvinden er dræbt af slag og spark mod ansigtet, oplyser Jack Liedecke.

Den 46-årige mand fremstilles senere i dag, mandag, i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt