I det fynske folks tjeneste

Kvinde efterlyst efter overfald

Fyns Politi efterlyser en 50 - 60-årig kvinde, som et vidne fortæller blev overfaldet i Kongens Have i Odense lørdag aften. Kvinden selv har ikke meldt sig.

Lidt efter klokken 20.00 lørdag aften kom en 17-årig mand ud fra Odense Banegård Center.

På den modsatte side af Østre Stationsvej så han en kvinde i 50erne stå med en trolleykuffert på hjul.

Foran hende stod en mand med en hobbykniv.

Den 17-årige skønnede, at der var gang i et røveri, så han løb over vejen og stillede sig imellem kvinden og manden.

Manden fægtede ud med kniven mod den 17-årige, som tog fat i kvinden og løb fra stedet, hvorefter manden med kniven forsvandt.

Sen anmeldelse

Episoden blev først anmeldt af den 17-årige klokken 02.40, så det eneste politiet hidtil har kunnet gøre, er at søge efter kvindens trolleykuffert i Kongens Have - uden resultat.

Kvinden selv har ikke meldt sig, så politiet vil gerne tale med hende og eventuelle vidner, som så episoden overfor banegården.

Manden med hobbykniven beskrives således:

  • 183 cm. høj
  • 18 - 25 år
  • Iført sort Canadian Goose jakke
  • Nike sko
  • Elefanthue-agtig hætte med huller til øjnene
  • Talte dansk med accent

Ved du noget? Så send os et tip