Kvinde er i chok: Angrebet med pistol og peberspray

Røvere lå på lur og ventede på et offer ved tankstation på Fyn. 24-årig kvinde blev truet på livet.

En ung kvinde er stærk chokeret, efter at to hætteklædte mænd sent tirsdag aften forsøgte at røve hende på en lokal tankstation nord for Odense.

- Hun står og taler i telefon uden for sin bil, og pludselig springer der to maskerede mænd frem. De sprøjter peberspray i øjnene på hende, siger vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

- Så tager den ene en sølvlignende pistol frem og siger, at de skal have nøglerne til bilen, ellers vil de skyde hende, siger han og tilføjer, at røverne rettede pistolen mod hendes ansigt.

Kvinden løb fra stedet, da hun så en bil komme kørende hen imod tankstationen Haahr Benzin på Bjerggårds Allé i Seden. I farten nåede hun at låse sin bil med fjernkontrollen i nøglerne, og røverne opgav at jagte hende og forsvandt.

- De har ligget og observeret tankstationen i noget græs tæt ved. De har ligget og ventet på et offer, fortæller Kim Munksgaard.

Signalementet af de to røvere er sparsomt. Der er tale om unge mænd, der taler dansk, og som begge havde en hætte trukket op over hovedet, lyder det fra politiet.

Den 24-årige kvinde, der er fra lokalområdet, er blevet afhørt natten til onsdag, og hun er stærkt påvirket af overfaldet.

- Hun er meget chokeret. Vi tilbyder at køre hende ud på psykiatrisk skadestue, så hun kan få en snak med dem. Hun har sin søster med, som støtter hende, siger vagtchefen.

Røveriforsøget fandt sted kort før klokken 23.30.

Oversigt

    Oversigt