I det fynske folks tjeneste

Kvinde fandt strandvasker på Langeland

En sommerhusejer på Langeland gjorde tirsdag aften et yderst ubehageligt fund. Ved Østeregn på den sydlige spids af øen fandt kvinden en strandvasker. Liget var i total opløsning, og politiet har intet bud på identiteten af den afdøde.

-

Kvinden fandt strandvaskeren tirsdag aften klokken 21 på østsiden af det sydlige Langeland. Hun kontaktede politiet og fortalte, at hun havde set noget, hun mente kunne være et menneske.

Vagthavende ved Svendborg Politi sendte en patrulje til Østeregn, og betjentene kunne konstatere, at der var tale om en afdød person.

Identitet ukendt
Liget har ligget meget længe i vandet, og retsmedicinerne på Sygehus Fyn Svendborg har intet kunne fastslå om identiteten ved ligsynet onsdag. Politiet formoder dog, at der er tale om en mand, men alder og nationalitet er umulig at fastlægge.

Torsdag skal liget obduceres på Odense Universitetshospital, og politiet håber, at det vil være muligt at finde effekter i fx lommerne, der kan fastslå afdødes identitet.

Ingen personer er savnede i Svendborg Politikreds, så politiet formoder, at der er tale om en person fra et andet land.

Ved du noget? Så send os et tip