I det fynske folks tjeneste

Kvinde i Bogense udsat for røveri

En 50 årig kvinde fik frarøvet sin mobiltelefon og pung, da hun torsdag aften blev udsat for røveri i Bogense.

Kvinden gik på Mejerivej i Bogense, da hun blev passet op af tre unge, der forlangte, at hun skulle aflevere sine værdigenstande.

Kvinden turde ikke andet end at følge de unges krav og gav dem mobiltelefon og pung. Over for politiet har kvinden beskrevet de unge som 15-16-årige med mørke jakker og kasketter. 

Eventuelle oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefon nr. 114.