Kvinde med brækket arm sparkede dørmand i skridtet og slog betjent

En konflikt mellem en dørmand og en kvinde i Nyborg endte med sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion.

En kvinde i begyndelsen af fyrrerne afsluttede en måske lidt for festlig aften i Nyborg med en tur på politigården og på skadestuen.

Kvinden, som kommer fra Fredericia, kom ved 02-tiden natten til søndag i klammeri med en dørmand på diskotek No. 5 på Dronningensvej i Nyborg.

Her sparkede hun dørmanden i skridtet og i det efterfølgende tumult brækkede kvinden den ene arm.

Da Fyns Politi ankom til stedet var kvinden fortsat i mere end dårligt humør, og slog en af betjentene med knyttet næve på den ene skulder, oplyser Thomas Bentsen, Fyns Politi, til TV 2/FYN.

- Det er nok til, at hun nu er sigtet for både vold med dørmanden og for vold mod tjenestemand i funktion, siger Thomas Bentsen.

Kvinden forlod politigården i Odense i en ambulance, så hun på skadestuen kunne få kigget på sin brækkede arm.

Oversigt

    Oversigt