I det fynske folks tjeneste

Kvinde slået i hovedet med knust flaske

En kvinde fik fredag aften slået en knust flaske ind i siden af hovedet på Odense Banegård Center.

En kvinde er fredag aften på farlig vis blevet overfaldet på Odense Banegård Center.

En 25-årig mand slog hende først i hovedet med en flaske. Flasken splintrede, og han brugte den sidste stump til at stikke hende i siden af hovedet. Kvinden blev kort efter kørt på skadestuen.

- De har været sarkastiske og haft en mundhuggeri på rulletrappen. Han var nået lidt længere end hende, og hun har åbenbart råbt et eller andet efter ham, siger Erik Halkjær, vagthavende ved Fyns Politi og fortsætter:

- Det har åbenbart hidset ham så meget op, at han har knust en flaske i hovedet på hende, og derefter har han taget den skarpe ende af flasken og slået den ind i siden af hovedet på hende.

Øjenvidner på stedet så ifølge netavisen fyens.dk politiet putte manden i håndjern og hørte ham råbe til politiet, at de to var kærester.

Det kan politiet ikke bekræfte, ligesom vagthavende heller ikke kan oplyse, om manden er kendt af politiet i forvejen.

Han kan til gengæld fortælle, at manden bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag morgen.

Ved du noget? Så send os et tip