I det fynske folks tjeneste

Kvinde slået ned med økse i Odense

En 51-årig mand har meldt sig selv til politiet efter at have slået en genbo i nakken med en økse.

En 42-årig kvinde blev onsdag eftermiddag slået ned med en økse i en opgang i Fyrreparken i Odense. Det oplyser Fyns Politi.

- Hun bliver ramt af i hvert fald et slag i nakken. Hun var en overgang i livsfare, men det er hun ikke længere, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke.

Politiet kender endnu ikke motivet til det blodige økseoverfald, som en 51-årig mand har erkendt at stå bag.

Men det ligger fast, at den 51-årige øksemand og den 42-årige kvinde bor i samme opgang i etageejendommen i Fyrreparken, og de kender derfor hinanden.

Kort efter overfaldet meldte den 51-årige sig selv til politiet, der nu har sigtet manden for drabsforsøg.

Han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.

Der var ingen øjenvidner til overfaldet, fastslår Jack Liedecke.