Kvinde stukket med kniv: Dreng smugrøg på toilettet

Fyns Politi vil rekonstruere knivstikkeri i Bogense for at finde hoved og hale i forklaringerne fra den 13-årige gerningsmand og den 59-årige forurettede kvinde.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der er den egentlige årsag til, at et tilsyneladende tilfældigt møde mellem en 59-årig kvinde og en 13-årig dreng udløste et knivstikkeri.

Det siger vagtchef ved Fyns Politi, Asbjørn Larsen, først på aftenen fredag til TV/FYN.

Knivstikkeriet skete kort efter middag fredag i den gamle stationsbygning i Bogense. 

Kvinden fortalte først på eftermiddagen til Fyns Politi, at hun blev mødt af den 13-årige dreng, da hun trådte ud af en toiletbås. Her forsøgte den 13-årige ifølge kvinden at stikke hende med en kniv.

Under afhøring har den 13-årige fortalt, at han i smug var i gang med at ryge på en e-cigaret, da han blev overrasket af kvinden, og at han med kniven forsøgte at skille e-cigaretten ad.

Kvinden blev ramt af kniven og har snitsår på hænderne.

Asbjørn Larsen siger, at der flere ting i de to forklaringer, som ikke stemmer overens. Blandt andet stemmer kvindens skader ikke overens med drengens forklaring.

- Det er ikke sikkert, at nogen af dem lyver. Nogle gange er der bare mærkelige ting i sådanne sager, så nu skal vi prøve at rekonstruere hændelsen, siger Asbjørn Larsen.

Oversigt

    Oversigt