Kvindelig cyklist kvæstet efter færdselsuheld

En kvindelig nyborgenser er indlagt på hospitalet, efter hun er blevet kørt ned.

Torsdag aften blev en 53-årig kvinde fra Nyborg kørt ned, da hun cyklede på Regstrupvej i centrum af Nyborg. Ved sammenstødet pådrog kvinden sig flere brud.

quote Bilisten bliver i første omgang sigtet<br />for ikke at overholde sin vigepligt

Poul Hollensted, politiassistent, Fyns Politi

- Cyklisten har det ikke så godt. Hun er blevet indlagt med flere brud, men hun er uden for livsfare, så vidt vi er orienteret. Hun har pådraget sig en del skader, men hun er stabil, siger Poul Hollensted, der er politiassistent ved Fyns Politi.

Hun cyklede i nordgående retning ad Regstrupvej og skulle følge vejen i vestgående retning, da hun blev påkørt af en 49-årig mand fra Odense.

Han kørte i personbil ad Regstrupvej i østgående retning og skulle foretage et venstresving ad Regstrupvej i nordgående retning. 

- Hun bliver kørt ned af bilen, fordi føreren af personbilen havde overset hende, i det han foretager et venstresving, siger Poul Hollensted.

Færdselsuheldet med personskade skete torsdag aften klokken 18.07 og blev anmeldt tre minutter efter. Selvom det var et uheld, så slipper bilisten ikke uden konsekvenser.

- Bilisten bliver i første omgang sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, siger politiassistenten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt