Kvindelig morder dømt for fængselsvold

Overfald i åbent fængsel på Fyn har nu udløst ekstra straffe til kvindelig trio, hvoraf en er dømt for drab.

"Åbner du ikke lige, søde" var ordene, da der blev banket på døren til en fange i Statsfængslet i Ringe.

Øjeblikket efter gik tre kvinder, der også var indsatte i fængslet, løs på deres medfange, der blev grebet om halsen og væltet omkuld. Tilsyneladende var det en strid om nogle stjålne piller, der udløste overfaldet.

Den ene af de tre overfaldskvinder, Berit Brøndum Hermansen, sad i fængslet for at afsone en tidligere dom for drab. Hun fik i byretten ni måneders fængsel, men den blev i landsretten hævet til et år bag tremmer.

Den 33-årige Rikke Plambek, der også blev dømt for volden, fik stadfæstet sin straf på et års fængsel, mens en tredje kvinde fik skærpet byrettens dom på 60 dages fængsel til seks måneder.

Det var i 2006, at den nu 40-årige Berit Brøndum Hermansen blev idømt 10 års fængsel for et drab ved Jerslev på Sjælland.

Hun overhældte sin kæreste med cellulosefortynder og stak ild på, så den 39-årige mand omkom af sine brandsår.

Oversigt

    Oversigt