Kvindelige ingeniører på Fyn er dårligst lønnede

Det er dyrt at være kvindelig ingeniør på Fyn. Hver måned må de konstatere, at de får betydeligt mindre i løn end deres mandlige kolleger.

Er de så uheldige at være færdiguddannede i perioden 1995 til 1999, så er de bagefter med hele 14,4 pct., hvilket er den største lønforskel i landet. Det skriver Ingeniørforeningen i en meddelelse. 

Til gengæld haler de senest uddannede medsøstre ind på mændene, så for de to seneste årgange er forskellen reduceret til 2 pct. Det viser nye tal fra Ingeniørforeningens lønstatistik.
 
- Det er godt at se, at de unge kvinder har taget udfordringen op og sørger for at få forhandlet en løn hjem, der svarer til deres kompetence- og uddannelsesniveau, siger formanden for Ingeniørforeningens Kvindeudvalg, Line Busk.
 
Hun er til gengæld rystet over at se resultatet for de kvinder, der har haft nogle år på arbejdsmarkedet.
 
- Det kan der være flere årsager til. En af dem er, at det er omkring det tidspunkt, hvor kvinderne - og deres mænd - begynder at etablere sig med familie og børn. Regningen for at sikre arvefølgen forfølger kvinderne efterfølgende. Når den bliver så stor, er den nærmest umulig at ændre på et arbejdsliv, siger Line Busk.
 
Udvalgsformanden synes, at det er et ærgerligt signal fra arbejdsgiverne i tider med ingeniørmangel, og hvor der fra mange sider bruges kræfter på at lokke flere kvinder ind i ingeniørfaget.
 
- Løn er et middel til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Så der er afgjort et dårligt signal i at fordele lønnen skævt og straffe medarbejdere på grund af deres køn. Det giver et dårligt image, understreger Line Busk.
 
Ingeniørforeningen har foretaget en beregning af løngabet mellem kønnene, der viser, at en kvindelig ingeniør på et helt arbejdsliv tjener 800.000 kr. mindre end de mandlige kolleger. Hvis hun oveni holder barselsorlov i to gange et år, vokser forskellen til knap 1,3 mio. kr. på et arbejdsliv. Dertil kommer så den manglende pensionsindbetaling under barselsorlov.

Oversigt

    Oversigt