Kvindeligt familiemedlem hjalp flugtfange

Det var et kvindeligt familiemedlem til Per Bjørnskov Madsen, der hjalp den sindssyge fange videre på sin flugt. Kvinden er nu sigtet.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Politiet har sigtet kvinden for at hjælpe Per Bjørnskov Madsen i flugten ved at give ham 3000 euro i blandede sedler. Tidligere har politiet betegnet hjælperen som "en person med relation" til Per Bjørnskov Madsen, men det står nu klart, at det var et familiemedlem.

Politiet jagter fortsat den 48-årige mand, der søndag den 6. juni stak af fra Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart. Hér var han anbragt i en femårig behandlingsdom, efter at han i 2007 i et anfald af hævnbegær begik et brutalt overfald på sin ekskæreste og deres fælles søn i deres hjem på Østerøvej i Nyborg.

Siden flugten har politiet - trods utallige tip fra vidner, der mener at have set ham - endnu ikke fundet ham, og det frygtes, at han er flygtet til udlandet.

Oversigt

    Oversigt