Kvinder kan miste alt efter skilsmisse

En dansk kvinde med iranske rødder risikerer nu at miste næsten alt, fordi hun skal skilles. Iransk lovgivning er gældende og derfor tilfalder det meste af deres ejendomme manden.

Roya Moore blev gift for 27 år siden i Iran med sin iranske mand. Parret flygtede umiddelbart efter brylluppet til Danmark og har de sidste 27 år boet på Fyn. Begge har arbejde, er velintegrerede og Roya Moore er i dag dansk statsborger.

Parret skal nu skilles, og da de blev gift i Iran gælder den iranske lov for bodeling. Det betyder, at parrets formue, ejendomme og samlede indbo som udgangspunkt tilhører hendes eksmand.

- Det er trist at gennemgå en seperation. Men at finde ud af, at man er omfattet af et andet lands lovgivning gør ikke situationen lettere. Jeg føler, at mine rettigheder som dansker bliver krænket, og jeg føler mig ikke ligestillet, siger Roya Moore.

Kun de dele af parrets bo som Roya Moore står som ejer af - fx med kvitteringer - kan hun gøre krav på. Det betyder, at den helt overvejende del af parrets ejendele tilfalder manden.

- Jeg er dansker. Jeg arbejder her og betaler skat. Det er chokerende for mig at opleve, at jeg pludselig er omfattet af et andet lands love, siger Roya Moore.

Få kender reglerne

2111 roya2

Hos en advokat med familieret som speciale kommer Roya Moores situation dog ikke som en overraskelse. Hun kender til flere eksempler, hvor kvinder gift i udlandet eller kvinder gift med en mand i udlandet, ofte står meget ringe stillet i forbindelse med en skilsmisse.

- Mit indtryk er, at rigtig mange er uoplyste om de retsvirkninger der er af et ægteskab indgået i udlandet eller konsekvenserne, hvis manden har været bosiddende i udlandet ved ægteskabets indgåelse, siger advokat Britt Elling.

I dansk ret benytter man regler, der siger, at det er mandens bopæl på vielsestidspunktet, der afgør, hvilket lands familieformueretlige regler, parret er underlagt. Den regel mener en jura-professor er gammeldags.

- Reglerne er forældede og diskriminerende, og de tager slet ikke højde for den globaliserede situation vi har i dag, siger Linda Nielsen, der er ekspert i familieret og professor i Jura på Københavns Universitet.

Roya vil kæmpe

2111 roya1

Roya Moore er heldig i forhold til mange andre kvinder, der er omfattet af andre landes regler om formuedeling ved skilsmisse. Hun kan dokumentere, at hun er medejer af nogle af familiens ejendele og hun har fast arbejde. Men for mange andre kvinder betyder reglerne, at de efter en skilsmisse står tilbage uden hverken job eller ejendele.

- Jeg vil kæmpe for mine rettigheder og kæmpe for at få en retfærdig del af vores fælles bo. Jeg vil også kæmpe for at lovene bliver lavet om, så de følger Danmarks traditioner for ligestilling mellem kønnene på alle punkter, siger Roya Moore.

Støtte fra Christiansborg

2111 roya

Roya Moore kommer ikke til at kæmpe alene for at få ændret reglerne. Fynskvalgte Jakob Ellemann-Jensen vil nu rejse sagen over for Social- og integrationsministeren.

- Vi har nogle principper her i landet om at kvinder og mænd skal behandles lige, og dem kan vi ikke fravige. Når vi så har en situation hvor de regler vi skal anvende er i skærende kontrast til de regler vi gerne vil anvende, så må vi finde ud af hvad der gælder og hvad kan gøre ved det. Derfor har jeg spurgt ministeren, hvad vi kan gøre for at få kvinder og mænd ligestillede i de her situationer, siger Jakob Ellemann-Jensen(V).

Oversigt

    Oversigt