Kvinder overfaldet på Kertemindestien

Med bare ti minutter imellem blev to kvinder natten til fredag groft overfaldet af to unge røvere på Kertemindestien i Odense. På få dage er tre personer blevet udsat for røveri på stien.

54-årig tæsket

En 54-årig kvinde var på vej hjem klokken 2.20, da to unge mænd kørte op på siden af hende på en PGO-knallert. De to mænd slog og sparkede hende, og tog hendes pung.

- Og de her skiderikker smider pungen i hovedet på hende og stikker af. Det er rigtig groft, og hun er nu indlagt til observation for lever- og miltskader, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

11 minutter senere blev en 19-årig kvindelig cyklist væltet omkuld af to unge fyre på en knallert.

- Hun bliver truet med vold, og så stjæler de hendes pung og mobiltelefon og stikker af mod Vollsmose, siger vagtchefen.

Lugter fælt af de samme røvere

Tirsdag aften blev en mand overfaldet og tæsket, og han fik også frarøvet pung og mobiltelefon.

Ifølge vagtchefen blev de tre røverier begået af to unge mænd med indvandrerbaggrund.

- Det lugter jo fælt af, at det er de samme eller i hvert fald nogen, der står i ledtog med hinanden, siger vagtchefen.

Den 54-årige kvinde bliver formentlig senere i dag afhørt, men indtil da har politiet ikke meget at gå efter. Politiet vil derfor meget gerne høre fra eventuelle vidner, som kan ringe på 114.

Signalement

Oversigt

    Oversigt