To kvinder udsat for vold og røveri i Nyborg

To kvinder blev natten til søndag udsat for overfald og røveriforsøg to forskellige steder i Nyborg. Tre unge mænd er anholdt.

Klokken 02.17 natten til søndag ville en 61-årig kvinde tage sin bil, der stod parkeret ved banegården på Banegårdsallen i Nyborg. Bilens ruder var iset til, og da kvinden leder efter en isskraber i bilen, hører hun nogen bag sig.

Da hun vendte sig om, stor der tre unge mænd, der kastede en spand vand lige i hovedet på hende.

- Det er ikke bare en spand vand, det var en stor murerbalje med vand, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Det lykkedes kvinden at komme ind i bilen, og hun forsøgte at køre fra stedet. I befippelsen og med is på ruderne nåde hun ikke langt.

- Hun kørte ind i et træ på parkeringspladsen. De tre unge mænd, der er bevæbnet med en baseball-kølle, forsøger igen at få fat i kvinden. De slår og sparker hende, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen.

I mellemtiden er politiet tilkaldt, men det lykkedes de tre unge mænd at stikke af fra stedet.

Nyt overfald på kvinde på Lindevej

Klokken 02.35 natten til søndag modtog Fyns Politi så en ny anmeldelse om et overfald. Tre unge mænd var i gang med at overfalde en kvinde på Lindevej i Nyborg. Også her have de en baseball-kølle med.

- Kvinden blev tildelt flere slag, blandt andet et knytnæveslag direkte i ansigtet, mens de unge mænd forsøgte at tage kvindes taske. Men det lykkedes kvinden at holde fast på tasken, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen.

To hundepatruljer fra Fyns Politi var hurtigt fremme ved Lindevej og de tre unge mænd stikker af i hver sin retning.

Men det lykkedes hurtigt for hundene at spore de tre unge mænd, og de blev anholdt.

Det viste sig at være en 17-årig ung mand fra Nyborg, en 16-årig ung mand fra Ballerup og en 16-årig ung mand fra Gentofte.

- Vi kæder de to sager sammen. Både på grund af signalement og baseball-køllen, siger Hans Jørgen Larsen.

De tre unge mænd sidder søndag morgen til afhøring på politigården i Odense. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 14 med krav om varetægtsfængsling, fortæller vagtchefen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt