I det fynske folks tjeneste

Løsning på vej ved trafikprop

Landmålere er i gang med at forberede ændringer af krydset Odensevej og Landbrugsvej.

Når sne og frost forsvinder, bliver trafikforholdene i området omkring Odensevej og Landbrugsvej i det sydlige Odense forbedret.

Arbejdet med den nye motorvejsafkørsel ved det kommende supersygehus ved Odense har givet trafikale problemer for beboere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner omkring Odensevej og Landbrugsvej, efter at Landbrugsvej er blevet lukket i den ene ende.

Odense Kommune vil derfor ændre krydset, for at få trafikken til at glide mere hensigtsmæssigt.

- Hvis det ikke havde givet sne og frost, havde vi lavet en midlertidig afmærkning på Odensevej således at venstresvingsbanen inde fra byen bliver længere. Nu må vi lige afvente bedre vejr, fortæller projektleder Stig Langsager fra Odense Kommune.

Samtidig arbejdes der på et projekt til udvidelse af Landbrugsvej med en ekstra vognbane. Det arbejde forventes udført i løbet af foråret, fortæller Stig Langsager.

Ved du noget? Så send os et tip