LA: Slendrian og misbrug af regionens penge

Liberal Alliance beskylder Region Syddanmark for slendrian og misbrug af borgernes skattekroner.

Der er ingen grund til klynk i Region Syddanmark. Selvom regionen har indgået forlig om besparelser for 120 millioner kroner, så mener Liberal Alliance, at regionen nemt kunne spare 270 millioner kroner.

- Der laves så meget misbrug og slendrian af skattekronerne i Region Syddanmark, så bare med en smule sund fornuft, er nemt at spare endnu mere, siger Marianne Mørk Mathiesen, der er medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark for Liberal Alliance.

I en pressemeddelelse peger hun på nogle af de områder, hvor regionen i følge hende misbruger skattekroner.

Hun mener blandt andet, at det er spild af penge, når regionen har besluttet at bruge otte millioner kroner på nedbringelse af sygefraværet blandt de 720 ansatte i regionen.

Hun vil også have nedlagt videooptagelser af regionsrådmøderne, og mener, at det vil spare 28.000 kroner.

Hvad skal det bruges til, hvem har glæde af det?, spørger Marianne Mørk Mathiesen.

Derudover mener regionsrådspolitikeren, at regionen ødsler med penge, når politikerne får tilbudt opdatering af deres computere i eget hjem, og ved at holde budgetmøder på Munkebjerg tæt på regionens adresse i Vejle.

- Så længer der er råd til ovenstående er der intet at klynke over, lyder det fra Marianne Mørk Mathiesen, der også er folketingskandidat for Liberal Alliance.

Oversigt

    Oversigt