Lån en ladcykel - helt gratis

Hvordan er det lige, at man kommer hjem med både børn, indkøbsposer og en usamlet kommode fra IKEA, hvis man ikke lige har en stor bil?

En ladcykel kan transportere lidt af hvert, og nu kan Odenses borgere låne en ladcykel kvit og frit i op til tre dage. Det kræver blot en booking på hjemmesiden her – så kan ladcyklen afhentes hos en af fire cykelhandlere i Odense.

Der er i første omgang tale om seks nye og store ladcykler, hvor der er rigelig plads til to børn, et utal af indkøbsposer eller et mellemstort saml selv-møbel. En ladcykel er ikke en helt billig investering, men låneordningen giver borgerne mulighed for at teste, om en ladcykel kunne være en løsning for dem i hverdagen.

- Odense er jo en by med rigtig gode muligheder at komme rundt på to – eller i dette tilfælde tre – hjul. Jeg håber, at der vil være stor interesse for ordningen, for der er ikke tvivl om, at en ladcykel kan gøre hverdagen med børn og indkøb noget lettere. For mange familier kan det måske være et billigt og godt alternativ eller supplement til andre transportformer, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Initiativet med ladcyklerne er en del af Odense Kommunes Mobilitetsplan, og hvis det bliver en succes, giver planen mulighed for indkøb af yderligere ladcykler.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt