Læge anede ikke uråd om død mand

Selvom en 65-årig mand døde for godt to måneder siden, bestilte hans 66-årige stadigvæk medicin til ham. Derfor anede mandens læge ikke uråd om dødsfaldet.

Læge Holger Rasmussen udstedte medicin til en 65-årig kræftsyg mands kone for mindre end en måned siden. Men hvad han ikke vidste var, at den faaborgensiske mand på daværende tidspunkt allerede havde været død i en måneds tid.

- Samleveren ringede og bestilte medicin til ham i starten af juli, så derfor havde jeg ikke nogen mistanke om, at han var død, siger Holger Rasmussen, der var læge for den 65-årige og havde kendt ham i omkring 20 år.

Han kalder det ulykkeligt og tragisk, at manden har ligget død i to måneder uden at den 66-årige kone har sagt noget. Konen har over en lang periode nægtet besøg fra både kommune, læge og andre myndigheder.

- Jeg frygtede derfor for et halvt år siden, at manden var død og måtte tilkalde politiet for at komme ind, siger Holger Rasmussen.

- Da var han sengeliggende, men lovede, at han nok skulle møde op til behandling på sygehuset. Og han var virkelighedsnær og i stand til at tage vare på sig selv, så der var på daværende tidspunkt ikke grundlag for en tvangsindlæggelse, siger lægen. Han mener ikke, at der er begået nogle formelle fejl i forbindelsen med den 66-åriges dødsfald.

- Men jeg kunne godt have ønsket mig, at vi havde været mere opsøgende på trods af den konstante afvisning. Vi har det alle sammen dårligt med det her, siger han og understreger, at situationen også er en balancegang mellem omsorg for patienten og respekten for familiens ønske om at få lov til at være for sig selv.

- Det kan være svært at sætte grænsen mellem behørig omsorg og respekten for den enkeltes selvbestemmelsesret. Det er vanskeligt for os behandlere at finde den grænse altid, siger Holger Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt