Læge frygter fynsk mæslinge-epidemi

Det er frygten for en mæslingeepidemi, der har fået en læge i Odense Kommune til at opfordre forældre til at vaccinere deres børn.

Med en fynsk vaccinationsprocent på mellem 80 og 89, er der reel risiko for, at det kan gå galt, mener overlæge Susanne Buhl fra Odense Kommunes sundhed- og forebyggelsesafdeling:

- Vores vaccinationsdækning er så lav, at vi kan opleve epidemier, siger hun.

Derfor sendte kommunen torsdag et brev ud til alle forældre med børn i daginstitutioner via meddelelsessystemet MitBarn, hvor de opfordrer til at man vælger vaccinationen mod mæslinger til.

Beskeden er også givet til skolebørnenes forældre på ForældreIntra.

I alle fynske kommuner ligger antallet af vaccinerede et stykke under de 95 procent, der ellers skal til, for at en sygdom kan udryddes. Der er flest vaccinerede i Kerteminde, hvor 89 procent af børn født i 2012 er beskyttet mod mæslinger. Færrest er der på Langeland - her er kun 80 procent af samme årgang vaccineret.

I følge Susanne Buhl er der flere grunde til, at forældre fravælger mæslingevaccinen til sine børn:

- Nogle gange er der forældre, som lige glemmer det. Andre gange er der tale om forældre, der tager et positivt fravalg, fordi de ikke ønsker at udsætte sit barn for vaccinationen af frygt for bivirkningerne.

Men hun mener, at risikoen for bivirkninger er så lille, at alle forældre bør vælge vaccinationer til.

- Vi bor i et land med mulighed for at vaccinere. Det synes jeg, alle skal tage imod, siger Susanne Buhl.

Så mange er vaccineret i din kommune

Herunder kan du se, hvor mange af børnene født i år 2012 i din kommune, der har fået vaccinationen mod mæslinger:

  • Odense: 88%
  • Svendborg: 87%
  • Faaborg-Midtfyn: 84%
  • Ærø: 85%
  • Langeland: 80%
  • Nordfyn: 85%
  • Nyborg: 88%
  • Middelfart: 85%
  • Assens: 86%
  • Kerteminde: 89%

Tallene stammer fra Statens Serums Institut.

Læs mere om mæslinger her: - Her kan du læse, hvad Statens Serums Institut skriver om mæslinger.

Oversigt

    Oversigt