I det fynske folks tjeneste

Læger hjalp med selvmord: Nu begynder retssagen

Retssagen mod to tidligere fynske læger, der er tiltalt for at have medvirket til, at en patient kunne begå selvmord, begynder mandag morgen.

Frits Schjøtt og Svend Lings nærstuderer anklageskriftet. Mandag morgen møder de i Retten i Svendborg. Foto: Flemming Ellegaard

To tidligere fynske læger møder mandag morgen ind til det første retsmøde i sagen mod dem.

De er tiltalt for at have udskrevet medicin til en person, selvom de godt vidste, at medicinen skulle bruges til selvmord.

Straffelovens § 240

Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.

Ud over det, så er den ene person tiltalt for at have vejledt en person i at begå selvmord og for i endnu et tilfælde at have udleveret medicin til en person, velvidende, at personen havde ønske om at tage sit eget liv. 

De to tidligere læger - Svend Lings fra Kværndrup og Frits Schjøtt fra Svendborg - er sigtet efter straffelovens paragraf 240, og anklagemyndigheden kræver fængselsstraf til dem begge. 

Dødshjælp er en moralsk forpligtelse

Begge tiltalte er i dag gået på pension, men kæmper alligevel for, at aktiv dødshjælp skal være lovligt. 

- Vi føler os moralsk forpligtede til at hjælpe, når et håbløst lidende menneske beder om hjælp, sagde Svend Lings til TV 2/Fyn tidligere på året, da anklageskriftet mod ham og Frits Schjøtt lå klar. 

Læs også Svend Lings risikerer fængsel efter tiltale

Et synspunkt, som hans lægekollega støtter.

- Når livet kun er lidelse, sorg, smerte og elendighed og noget, som man ønsker at slippe af med, så må man da som læge hjælpe patienten, så godt man kan, sagde Frits Schjøtt.

Lægeforeningen er dobbeltmoralsk

Svend Lings, den tidligere læge fra Kværndrup, tager selve retssagen roligt.

- Jeg er uskyldig. Jeg har ikke skrevet recepter, og jeg har ikke været til stede, hvor folk er døde, siger han. 

Læs også Frits sigtet for aktiv dødshjælp: - Jeg bryder ikke loven for sjov

Men samtidig udtrykker han sin frustration over, at Lægeforeningen har lagt op til at ekskludere ham fra foreningen.

- Det er dobbeltmoralsk. Ingen læger er blevet ekskluderet siden 2. verdenskrig, selvom flere læger er dømt for grov kriminalitet, siger han. 

- Nu vil de så ekskludere mig. Jeg synes det er langt ude, men det vidner jo om, at det er en meget følelsesladet sag. Jeg er målløs over Lægeforeningens dobbeltmoral. Det er for meget, hvis jeg skal smides ud, siger Svend Lings forud for mandagens retsmøde.

Der er afsat to dage til at behandle sagen mod de to tidligere læger. Næste retsmøde finder sted ved Retten i Svendborg den 19. september.