I det fynske folks tjeneste

Læger i kø for at arbejde i Danmark

Tyske og østrigske læger og sygeplejersker på spring for at arbejde på danske sygehuse.

Udenlandske læger og sygeplejersker står i kø for at komme til at arbejde på de danske sygehuse. Vilkårene på det danske arbejdsmarked er så attraktive, at de øvrige EU-lande slet ikke kan konkurrere i kampen om højtuddannet arbejdskraft.

Den erfaring har region Syddanmark gjort efter en jobmesse i Wien. Det skriver Berlingske Tidende.

- Vi kom hjem med 50 ansøgninger fra læger, der er parate til at rejse til Danmark med kort varsel. De fleste er uddannelseslæger, som er ved at efteruddanne sig til speciallæger, men der var også færdiguddannede speciallæger, siger Annette Lunde, chefkonsulent i HR i region Syddanmark til avisen.

Jobmessen i Wien var så opløftende, at regionen i weekenden holder lignende jobmesser i Dresden og Hannover, hvor mere end 100 læger og sygeplejersker foreløbig har meldt deres ankomst hvert sted. Og til en jobmesse midt i november er der allerede tilmeldt 80 speciallæger.